Ny bog om religion og nye medier på gaden

12. februar, 2012 af Peter Fischer-Nielsen Diskutér denne artikel »

Nu kan den bestilles. Bogen Digital Religion, Social Media and Culture: Perspectives, Practices and Futures, som jeg sammen med gode kollegaer i det internationale forskningsfelt omkring religion og nye medier har arbejdet på gennem de seneste to år.

Det er den første videnskabelige antologi om emnet i mere end syv år og derfor et must for alle, der vil holde sig opdateret om udviklingen på nettet og i forskningen. I løbet af 17 kapitler og 344 sider giver vi et indblik i, hvordan religion folder sig ud i det nye medielandskab.

Mange perspektiver
Bogen er inddelt i tre hovedafsnit. I det første giver vi plads til teoretiske betragtninger, hvor blandt andre Heidi Campbell, Knut Lundby, Jørgen Straarup, Bernie Hogan og Barry Wellman bidrager med indsigtsfulde kapitler.

Andet afsnit rummer empiriske iagttagelser. Her er blandt andet folkekirken beskrevet med Charles Ess’ og Stine Lomborgs kapitel om en dansk kirkes brug af Facebook og mit eget kapitel om danske præsters brug af internettet. Der er flere artikler om Facebook, Twitter og virtuelle kirker ved bl.a. Pauline Cheong, Tim Hutchings og Mark Johns.

Det sidste afsnit sætter emnet i et større perspektiv via historiske og teologiske betragtninger. Stefan Gelfgren sammenligner kristen mission via nye medier med 1800-tallets traktatmission, og både Peter Horsfield og Lynne Baab giver deres bud på en teologisk refleksion over internettets fremkomst i den kirkelige kommunikation – en refleksion som i høj grad har manglet indtil nu.

En milepæl i forskningen
Bogen får gode ord med på vejen af flere anerkendte forskere. Den canadiske religionssociolog Christopher Helland skriver, at bogen repræsenterer en opdateret og moden tilgang til emnet.

“Gennem topforskere fra feltet udvikler bogen nye teorier og indsigt baseret på solid etnografisk research, case studier og en undersøgelse af de historiske relationer mellem nye medier og religion. Denne bog gør, hvad den har sat sig for: Hjælper os til at skabe mening i de nye former for religiøs aktivitet i vores stadigt mere forbundne verden,” skriver Helland.

I forordet kalder Stewart Hoover, den nok mest anerkendte forsker inden for feltet religion og medier, bogen for en “milepæl” i udforskningen af religion og nye medier, ikke mindst fordi bogen ikke blot kigger bagud, men også forsøger at se fremad mod kommende udfordringer for både de religiøse aktører og forskningen.

Også den danske teologiprofessor Viggo Mortensen kan få øje på bogens kvaliteter.

“Denne bog er et meget vigtigt punkt på vejen mod en bedre forståelse af den digitale forandring og dens indflydelse på religion. Baseret på grundige videnskabelige analyser af, hvordan religiøse grupper og personer forhandler om de nye medier, udvikler forfatterne nye perspektiver på den globale fremtid,” skriver Viggo Mortensen.

Købes på Amazon
Bogen, der er udkommet på forlaget Peter Lang, kan bestilles i en paperback-version via Amazon for $37. Her er det også muligt at få et overblik over bogens indhold og læse udvalgte sider. Bogudgivelsen markeres ved en reception i Center for Internetforskning, Aarhus Universitet, fredag den 17. februar.

Digital Religion, Social Media and Culture: Perspectives, Practices and Futures
Redigeret af Pauline Hope Cheong, Peter Fischer-Nielsen, Stefan Gelfgren og Charles Ess
Forlaget Peter Lang
344 sider
PB: $37

Skriv et svar