Den katolske kirke er bedst til envejskommunikation
Så tidligt som i 1990 talte den tidligere pave Johannes Paul II om velsignelserne ved den nye computerkultur, og i 1995 lancerede den katolske kirke en officiel hjemmeside som en af de første religiøse institutioner. Siden er fulgt officiellle dokumenter som Church and the Internet og Ethics in Internet (2002). Den katolske kirke har været hurtige til at tage internetmediet til sig, reflektere over det og se det som et led i en effektiv kommunikation af kirkens budskab.
En ny bog prøver nu at kortlægge den katolske kirkes internetbrug. Bogen bærer den lange titel Religious Internet Communication: Facts, Trends and Experiences in the Catholic Church og er redigeret og delvis skrevet af de tre katolske forskere Daniel Arasa, Lorenzo Cantoni og Lucio A. Ruiz.
På to områder er bogen virkelig vellykket:
Den er for det første metodisk velfunderet. Bogen præsenterer indledningsvis et analysesskema, som alle bogens cases analyseres udfra. Det er et skema, der både tager højde for afsendere, brugere, indhold, redskaber og kontekst, og som giver bogen et godt flow.
Der er for det andet masser af interessante data. Bogens redaktører har skrevet de tre hovedkapitler om bispedømmers brug af internettet, journalisters forventninger til den katolske kirkes online-kommunikation og brugen af internettet i klostervæsenet. Dertil kommer 15 cases skrevet af webmastre for katolske hjemmesider.
Nogle interessante eksempler fra bogen vil jeg her nævne:
- I en analyse af ni større hjemmesider for bispedømmer viser Daniel Arasa, hvordan siderne er præget af solid information og evangelisering primært rettet til katolikker, der søger “doctrinal safety and certainty in Church’s authorities.” Interaktionen er primært et spørgsmål om en mail-kontakt til webmasteren og ikke noget, der aktivt sker på siden.
- En større kvantitativ undersøgelse af 437 klostre viser, at hvor internettet er en integreret del af munkeklostres arbejde, er det langt mindre udbedt i visse kontemplative nonneklostre, hvor det indimellem ligefrem er forbudt. Munkene ser oftere end nonnerne uddannelse og kontemplation som mulige internetaktiviteter, mens nonnerne langt mere end munkene er optaget af at bruge internettet til mission og omsorg for syge og fattige.
- En anden interessant case beskriver hjemmesiden for den katolske orden Opus Dei, der ikke mindst er blevet kendt i forbindelse med bogen Da Vinci Mysteriet. Hjemmesidens besøgstal tredobledes, da filmen blev lanceret i maj 2006. Et eksempel på, hvordan internettet trods alt også giver en organisation i krise mulighed for at svare igen og faktisk blive hørt.
Bogen har også nogle svagheder:
Selvom det ikke skal lægges redaktørerne til last, at de er katolikker, synes det alligevel lidt for tydeligt indimellem, at de er insidere. De er ikke sene til at rose den katolske kirke for sin proaktive indsats på internettet, men har til tider sværere ved at se problemerne.
Den største udfordring, som den katolske kirke har på internettet, er nok at forholde sig til web 2.0, hvor brugerne i stigende grad er med på banen. I dokumentet Church and the Internet (2002) har det pontifikale råd for social kommunikation blandt fremhævet misbrug af den katolske label, individualisme og religiøs shopping som mulige farer, og løsningen på disse udfordringer har i stor stil været at kontrollere siderne strengt. Da den katolske kirke gik på YouTube sidste år skete det således også i en tillempet form, hvor brugernes mulighed for at kommentere og anmelde videoklip var koblet fra.
Hvor vidt det er den rigtige vej frem problematiseres nærmest ikke i bogen. Lederen af den officielle katolske hjemmeside Judith Zoebelein skriver, at spørgsmålet om interaktion har været diskuteret i fem år, uden at man er nået til en afklaring og erkender, at det er et meget efterspurgt område i en tid, hvor sociale netværk på internettet får stigende betydning.
Bogens redaktører vælger at skyde problemstillingen over i en version 2.0 af bogen, men det er efter min mening en fejl. En bogudgivelse om religion og internet anno 2010 bør forholde sig direkte til udfordringerne, der er integreret i det sociale internet. At bogen så entydigt fokuserer på hjemmesider virker en smule old school i en tid, hvor tingene i høj grad sker i netværk og på tværs af forskellige medieplatforme.
Trods mangler er bogen et vigtigt bidrag til fortsatte studier af religion og internet ikke mindst på grund af dens megen empiri. Desuden viser bogen også, at den katolske kirke i langt højere grad end den danske folkekirke har formået at tænke visionært og missionalt omkring brugen af internettet. Hvor den katolske kirke har udgivet dokumenter, reflekteret teologisk og opmuntret præster til at gøre brug af mediet, har udviklingen i en dansk folkekirke med en fuldstændig flad struktur vist sig langt mere tilfældig.
LÆS OGSÅ:
Pope2You – del paven med dine venner
Paven og YouTube er et vanskeligt parløb
Facebook skaffer nye katolske søstre
Skriv et svar