Har internettet gjort livet som imam lettere?
Umiddelbart ja. Via muslimske megasites som fx fatwa-online.com og islamway.com er kendte imamer blevet verdenskendte og har fået et stort globalt publikum, der konsulterer imamerne for lærde svar på hverdagens store og små udfordringer.
Og i Danmark, hvor muslimerne lever spredt, hvor de muslimske netværk ikke er fuldt udbyggede, og hvor man ikke ligefrem snubler over en moské, har internettet givet imamerne et netværk og nogle platforme, hvorfra islam kan formidles til religionens efterfølgere.
At det alligevel ikke altid er så let, har vi blandt oplevet på religion.dk, hvor et panel med ca. 70 eksperter og religiøse repræsentanter siden 2001 har besvaret spørgsmål fra læserne.
I 2002 mødte imamen Abdul Wahid Pedersen kraftig modstand, da han i et svar om stening skrev, ”at hvor forfærdelig strafformen end er, så er den givet af Gud selv, og det er derfor ikke op til mennesker at ændre den.” I den forbindelse valgte han at forlade religionspanelet.
Og senest har den omstridte tidligere imam Ahmed Akkari valgt at sige farvel til religion.dk, efter at han har modtaget voldsom kritik for et indlæg, hvor han taler imod de europæiske samfunds accept af homoseksuelle parforhold.
Så nej – livet som imam er ikke nødvendigvis blevet lettere, efter at internettet har bragt deres synspunkter ud i det offentlige rum.
Hvad er det, der gør det så svært?
- For det første er der en mere rå tone på internettet, hvor man uden at skulle se nogen i øjnene – og hvis man er fej nok endda anonymt – kan gå i flæsket på sin modstander og ikke risikere meget ved det. Det har imamer med upopulære synspunkter i høj grad lidt under, og det er ekstremt beklageligt, da internettet ellers kunne være en perfekt ramme for en spændende religionsdebat. Desværre trækker man i disse år i en anden retning. Det store amerikanske Beliefnet.com er eksempelvis bevidst begyndt at skille muslimer, kristne, buddhister og hinduer fra hinanden for i stedet at lade dem tale med sig selv i religionsopdelte rum.
- For det andet har imamerne til tider forvekslet det private og det offentlige rum. Abdul Wahid Pedersen havde i 2002 ikke fantasi til at forestille sig, at et svar på religion.dk om stening ville få en medielavine af dimensioner til at rulle. Det samme giver Ahmed Akkari udtryk for i sin afskedshilsen, hvor han undrer sig over, at det ikke kan lade sig gøre, at to muslimer udveskler synspunkter om islam, uden at andre føler sig foranlediget til at blande sig med kritiske indlæg. Religion.dk er et offentligt rum, hvor man må forvente at skulle stå til regnskab for sine synspunkter. Ønsker man ikke det, må man i stedet engagere sig i et mere lukket internetforum, selvom det er farligt at tro, at man kan have et privatliv på internettet.
- For det tredje er imamernes vanskelige liv på internettet også udtryk for deres generelt anfægtede status. Ingen autoritet har det let i dag. Præster og skolelærere kan skrive under på det, men deres autoritet er trods alt stadig forankret i solide samfundsinstitutioner, der gør det vanskeligt helt at komme uden om dem. Imamer er derimod ikke bare autoriteter, men tilmed fremmede autoriteter, der aldrig har været bredt anerkendt i Danmark. Derfor vil de blive dobbelt modsagt på internettet: Både fordi de tillader at stille sig frem som autoriteter, og fordi de repræsenterer synspunkter, der ikke er gængse i det danske samfund.
Hvad er så vejen frem?
Desværre går det nok i den retning, som Kristeligt Dagblads internetchef Anders Ellebæk Madsen skitserer i en kommentar på religion.dk:
- Forskellige synspunkter graver sig ned i hver sin ende af internettet, hvor de mødes med ligesindede, hvilket sikrer dem imod ubehagelige reaktioner.
Kun ekstremt hårdhudede imamer eller imamer med politisk korrekte synspunkter vil vove sig ud i de øretæver, der venter på internettet. Som debatredaktør på religion.dk håber jeg imidlertid, at der stadig vil være nogle af begge slags, der har lyst til at melde sig på banen. For der er behov for at få alle synspunkter på banen i den danske religionsdebat.
Religion.dk har aldrig ekskluderet en imam eller andre muslimer fra panelet, selvom der til tider har været lagt pres på redaktionen fra kritikere. Og vi har flere gange forsøgt at moderere læserdebatten på en måde, så kritiske – men ikke islamofobiske og racistiske – synspunkter kunne komme til orde. Det er en ikke let balancegang, som ikke altid lykkes lige godt. Men vi tror fortsat på, at det er muligt at have et mødested som religion.dk, hvor bølgerne kan gå højt, men hvor idealet, om at religionerne har godt af at snakke med hinanden, også kan holdes i hævd.
Tvetungethed er imamisk specialitet. Sige een ting -det man virkelig mener – i lukkede fora til andre muslimer. Sige noget andet – mere politisk korrekt og strategisk – i det offentlige.
Mange officielle journalister og såkaldte “islameksperter” er nogle slatpissere, når det gælder om at afsløre tvetungetheden.
Heldigvis er debatfora og blogs fyldt med skarpe hjerner, som knivskarpt kan udstille imamernes dobbeltspil.
Så imamerne har det hårdt
- for det første fordi der er disse skarpe hjerner og en rå tone, som skærer ind til benet, til sandheden som alle har ret til at kende.
- for det andet fordi Internettet er dejligt åbent og dokumenterbart mht hvad der tidligere er sagt og skrevet. Tvetungethed har derfor sært ved at trives her, specielt når de skarpe hjerner hurtigt er over den
- for det tredie fordi også Internet og debatfora heldigvis også er ramt af manglende autoritetstro, så det er argumenter og ikke titel, der afgør hvem der har ret.
Alle 3 punkter er en følge af kritisk vesterlandsk tænkning, oplysningstid og opgør med autoriteter. Hurra for det.
Når tvetungede autorietshungrende antidemokratiske imamer således får det svært i debatten er det netop fordi de er tvetungede og autoritetshungrende og antidemokratiske.
Så de har rigtig godt af at få det hårdt. Så kan de lære lidt om demokrati, kritisk tænkning, manglende autoritetstro og andre danske dyder, som stortrives på nettet.
Løsningen er således at imamerne lærer netop disse demokratiske dyder – så får de det ikke mere “hårdt” end en hver anden, der vover sig ind i diskussion med skarpe hjerner.
Det er uheldigt at religion.dk har en debat-redaktør, der i stedet synes at de skarpe hjerner skal lære at acceptere tvetungethed, antidemokratisme, homofobi, kvindeundertrykkelse og religiøse autoriteter for at de stakkels imamer ikke får det for hårdt.
Kære Peter
Tak for dit indlæg. Vi er jo sådan set enige om, at imamerne har det hårdt på internettet. Min hensigt var i første omgang ikke at forsvare dem, men nøgternt at konstatere, at sådan er det – netop fordi det er vanskeligt at opretholde en status som autoritet på internettet, hvor kommunikationen kan flyde mere frit og uhindret.
Jeg skriver også i mit indlæg, at imamerne må acceptere, at når man ytrer sig i det offentlige rum – fx på religion.dk – så må de også stå til regnskab for deres holdninger.
Jeg mener, at religion.dk er med til at få de holdninger frem i lyset, som hverken du eller jeg sympatiserer med, og at vi derigennem giver både skarpe og mindre skarpe hjerner mulighed for at tage til genmæle. Hvis du kigger vores islam-indlæg igennem, vil du se, at der også er rigtig mange meget kritiske indlæg. Og du er som alle andre også velkommen til at ytre dig.
Men debatten må foregå i en ordentlig tone, hvor man går efter bolden og ikke manden. Det vil jeg trods alt insistere på og mener også, at det er en vigtig del af en konstruktiv og demokratisk debat!
Vh Peter
Naturligvis skal en debat føres i en ordenlig tone, men er der en speciel grund til, at fremfører det just i forbindelse med Islam og imamer? Det er jo det billede vi, gang på gang, er vidner til og som falder mange for brystet. Mange debatter føres i en aldeles for hård tone. Det være sig alt fra politik til fodbold men, der er i sandhed en hel del ting vedrørende Islam, som i den grad evner, at få folk op af stolene.
Kære Peter
Ja, det er rigtigt, at der debatteres hårdt om mange ting på internettet. På religion.dk oplever vi imidlertid, at det især er i debatten om islam, at bølgerne går højt, og at tonen indimellem bliver for hård. Det er jo fint, at folk kommer op af stolene, og vi har ikke et problem med at bringe kritiske indlæg om islam – men når det kommer til racisme eller personforfølgelse siger vi fra.
Vh Peter