Jeg kan ikke lade være med at reagere på komponisten Daniel Fladmoses udfald i Kristeligt Dagblad mod brugen af rytmisk musik i kirken. På mindst tre områder er jeg uenig med ham:
For det første mener Fladmose, at rytmisk musik alene er rettet mod kødet, mens kirken skal koncentrere sig om ånden. Begge dele er efter min opfattelse forkert. Rytmisk musik involveret rigtig nok kroppen – og det ser jeg som noget positivt - men den kan så sandelig også tale til ånden. I den forbindelse kan det være værd at huske på, at rytmisk musik er andet og mere end Kim Larsen og Dansktoppen! På samme måde er det enormt trist, hvis kirken skulle forsage det kropslige og udelukkende beskæftige sig med at give publikum en åndelig oplevelse. Kirken handler om liv og død, krop og sjæl!
For det andet synes Fladmose, at rock, pop og jazz er en hektisk musikform, der er med til at stresse os. Igen: Smag og behag er forskellig. Hvor nogle finder rytmisk musik stressende, er der andre, der oplever orgelmusikken som skinger, anmassende og øredøvende. Hvorfor ikke anerkende, at der kan være kvalitet i begge dele? Hvis folkekirken brugte lige så mange penge på at udvikle de rytmiske musiktilbud som på at istandsætte gamle orgler, ville kvaliteten af førstnævnte i øvrigt også kunne øges markant.
Endelig finder Fladmose det upassende, at rytmisk musik ofte henter inspiration fra den store verden: “Meget af den moderne rytmiske musik stammer fra andre lande og kulturer og virker derfor helt malplaceret i et dansk kirkerum.” Jeg vil vende den op: Hvis kirken kan få tilført et frisk pust fra den store verden gennem rytmisk musik, så er det da blot skønt. Kirken skal vel netop ideelt set være et globalt fællesskab af kristne og ikke bare en dansk kulturinstitution. Yderligere kan man vel også spørge, hvor dansk den klassiske kirkemusik i virkeligheden er. Jeg vil mene, at vi også her i høj grad er blevet beriget af udenlandske komponister.
Forkyndelsen af kirkens budskab bør efter min mening ikke være bundet til én bestemt musikform eller én bestemt national klædedragt, men bør være et universelt budskab, der kan kommunikeres på stadig nye måder og i stadig nye kulturer. Det er kirkens opgave at gøre dette på en måde, så forkyndelsen kommer klart igennem, hvad enten det sker via orgelets piber eller gennem et gospelkor.
Hej Peter
Jeg er helt enige i dit syn om den kropslig og global kirkemusik, som jo er nye tiltag indenfor den Danske Folkekirke. Det en musikform som i mange år har været velkendt hos Frikirkerne og giver efter min mening en langt mere levene gudstjenste. I mange Folkekirker kan gudstjenste formen virke kedelige uden liv og glæde, som om at Helligånden er blevet bagbundet på en stol. Dermed ikke sagt at det er sådan i alle Folkekirker.