Kan kirken være ægte og virkelig i cyberspace?
På den nyligt relancerede Nettkirken.no, der drives af den norske Sjømannskirken, finder man en interessant refleksion over internetmediet:
Internettet er fascinerende. Man kan se, høre og opleve en masse forskelligt ved et par tastetryk. Men samtidig er og bliver det “virtuelt” – kunstigt – og ikke “virkeligt” i ordets rette forstand. Og er der noget, kirken skal være – så er det virkelig og ægte!
Samtidig skal kirken også være der, hvor folk er, og mange mennesker er på nettet – meget og ofte. Nettkirken ønsker at møde mennesker som dig, der hvor du er. for vi har erfaret, at også de” virtuelle” møder og oplevelser kan virke til det gode i menneskers liv.
Ordene står på den centrale side “Om Nettkirken” og afslører en bemærkelsesværdig ambivalens. På den ene side ses internettet som noget kunstigt, uægte og uvirkeligt – og dermed også som noget ukirkeligt. På den anden side udtrykkes et ønske om, at kirken skal være der, hvor folk nu engang er. Og noget godt kan der trods alt komme ud af en virtuel oplevelse, medgiver den smilende præst på billedet.
Det undrer mig, at man vælger at melde ud på den måde. Jeg står tilbage med spørgsmål som: Hvad skal der til, for at noget er ægte og virkeligt? Hvorfor er Nettkirken ikke en del af kirken, men åbenbart noget, der højst kan lede til kirken? Og hvordan forholder det sig med andre medierede oplevelser – er det ægte og virkeligt, når man møder kirken og kristendommen i eksempelvis bøger eller i kirkebladet?
Hvorfor ikke holde op med at betragte internettet som noget kunstigt og i stedet anerkende, at kirken også kan være ægte og virkelig til stede her. Kirken skal ikke være ren cyberkirke, lige så lidt som den skal være ren sognekirke. Kirken må være tilstede i en mangfoldighed af former og skikkelser, hver især med sin egen ret og relevans.
Når dette er sagt, er Nettkirken.no alligevel i høj grad et besøg værd. Der er arbejdet med et enkelt og personligt udtryk samt forsøgt at give muligheder for den besøgende til at praktisere tro på konkrete måder. Netop den i forvejen praktiserende og den aktivt søgende må ses som websitets målgruppe.
4 svartil «Kan kirken være ægte og virkelig i cyberspace?”
Hej Peter.
Lyttede til din og Flemming Pless’s samtale på P1 ang. menneskers tilstedeværelse i cyberspace. Som med 24 års-reglen der søger på en generel måde at dæmme op for dét der i virkeligheden er individuelle forbrydelser, forældre mod deres børn i form af tvangsægteskaber og æresdrab. Således også med den moderne grafitti-kultur. Det er på mode at komme af med sit budskab på en uhindret måde ved at oversmøre andres eller fælles ejendom med sine tags og diverse utilfredshedstilkendegivelser, men netop mens folk sover og ikke kan beskytte deres ejendom mod overgrebet.
På netop denne samme måde roder man sig som religionshistoriker også ud imod “touch-n-go when unseen” mentaliteten i både blogs og på FaceBook. En ateist som militant giver sin ærgrelse over religionens tilstedeværelse luft med en lang anklagende smøre på Nettet har ofte ikke lyst til at komme i dialog. Den uhindrede monolog er ham mer’ end nok. Siden ‘68-årenes socialisme har vi set utallige eksempler på tyrani i meningstilkendegivelsen fra dens tilhængere. Kirken (paven), Folkekirken og mange andre i lærerrollen er ikke de eneste der anvender monologen. Det gør Net-smøreren også. Indlader man sig på en udveksling fx. ang. ateisme oplever man nok en form for krydsning, men sjældent, meget sjældent nogen bevægelighed i meningen. Næh, den skal bare håne og irritere og ophidse ved sin fremsættelse og lykkes det følges forsøget op med en hånlatter. Man lærer ikke noget ved det uden et helt liv at bøje sine egne tanker hid og did i analytisk øjemed og ofte må man nøjes med at se endnu et tabt forsøg på at kommunikere med medmennesker i øjnene og misser derved oplevelsen at kunne følges ved fælles anstrengelse ind i nyt “terræn”. Den Anden anser sig ganske og aldeles for selveste Gud der jo naturligvis ikke skal modsiges. Lækkert at have ret selv om man måske har uret!
Det har to resultater: Det ene er spild af tid fordi ingen er interesseret i at ændre mening. Det andet er at den kirkelige udfordrer bliver nødt til at bringe sin forståelse af hvad religion er på forståelig og kort form, og dét har den troende, teologer og andre lærde som os religionshistorikere ikke spor nemt ved. Og så er det jo nemmere at undgå det! Selv vores tekst er vi jo ikke enige om: Fx. Skabelsesberetningen er oversat til at begynde med en tidslig angivelse selvom det leder til et væld af misforståelser, men en tuneser, en fransk-jødisk-arabisk teolog, har brugt et tykt kommentarbind på bl.a. at vise at Skabelsesberetningen begynder med et argument: For det første, Gud skabte det hele…, hvilket jo betyder at kan man ikke acceptere dét, ja, så behøver man ikke læse videre for så vil man sætte sig op imod alt andet i den ellers af og til velmente bog eller “brevet fra tipoldefar”.. Og se en sådan frihed vil præsterne have svært ved at give næring. Så kan man jo ikke komme til at undertrykke og udnytte, styre og bestemme!
M V H Poul Nørbo, cand.phil. rel.hist.
Tak for dit indlæg. Ja, dialogen kan være vanskelig på internettet, men jeg mener ikke, at alt har den monologiske og militante form, som du beskriver. Desuden skal man vel heller ikke glemme, at kommunikationen i traditionelle sammenhænge heller ikke altid lever op til idealerne. Uanset hvilke problemstillinger der må være, bør det efter min mening ikke hindre kirken i at søge en dialogisk tilstedeværelse på nettet. Kirken bør efter min mening forsøge at bringe sine idealer med sig, hvad enten det drejer sig om et traditionelt kirkerum eller internettet. Vh Peter
Måske lød jeg illusionsløs, men min mening er ikke langt fra din: Opgaven er som ude i livet i hvert enkelt møde at give sig tid til at undersøge om den man udveksler med er åben og ærlig, søgende efter viden og om man ligeledes selv er sådant indstillet. Det er bare meget sværere at fornemme på fx. FaceBook end når man er face2face! Derfor udviklede jeg mig om den psykopatiforgudende anonymitetstyranisme.
Mit håb at det KAN bruges til noget fornuftigt forsøger jeg selv med en alvorlig gruppeside på Træskibsforeningens FaceBooksite og indtil nu har ingen skændet siden, men der er heller ingen der “tør” udnytte sidens åbenhed, så måske kan jeg ikke bryde symtomatikken.
Ønsker dig held med dit forsøg! <3!:-)—
Tak og i lige måde! Vh Peter
Skriv et svar